Aabenraa godt fra start på FleksMatch

Selv om Jobcenter Aabenraa kun har været på FleksMatch i en måneds tid, har jobcentret allerede 35 aktive kandidater på sitet, og man regner med at nå over 50 inden sommerferien. Derudover har jobcentret gjort en masse for at markedsføre løsningen, så både borgere og virksomheder kan få øjnene op for den nye online mulighed. Det er indtil videre blevet til tre helsides annoncer til den lokale ugeavis, hvor man profilerer en række af de første kandidater og en folder, der introducerer borgerne til løsningen.

Kontorleder for Job og Integration, Kristian Jørgensen, forklarer: "Vi er rigtig glade for, at Jobcenter Aabenraa er kommet på Fleksmatch.dk. Det betyder, at kommunens ledige kandidater til et fleksjob nu bliver mere synlige for virksomhederne med en online profil. Det giver dem de bedste forudsætninger for at præsentere deres kompetencer over for de lokale virksomheder - og dermed for at finde et job".