Hvad går ordningen ud på?
En fleksjobber er en borger, som må arbejde på deltid på grund af nedsat arbejdsevne efter sygdom eller ulykke.
Virksomheden betaler kun løn for den arbejdsindsats, fleksjobberen reelt yder. Det betyder fx, at ansætter en virksomhed en fleksjobber på 20 timer om ugen med en arbejdsintensitet på 50 procent, betaler virksomheden timeløn for 10 timer om ugen. Derudover får den fleksjobansatte et tilskud til lønnen fra kommunen.
Formålet med fleksjobordningen er, at personer med nedsat arbejdsevne kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Fleksjobordningen har eksisteret siden 1998, og danske virksomheder har gode erfaringer med ordningen. Siden 2013 har det været endnu lettere at ansætte en i fleksjob, fordi virksomheden blot skal betale for det arbejde, fleksjobberen udfører, og ikke søge om tilskud til lønnen hos kommunen.
Fordele ved ordningen
Med en fleksjobber kan virksomheden få en medarbejder helt ned til 1 time om ugen. Det betyder, at I kan få løst nogle af de opgaver, som det ellers kan være svært at finde faste ansatte til. Desuden har virksomheden ikke mere administrativt arbejde med fleksjobberen end med øvrige medarbejdere.