Sund kantine med socialt overskud

Der skal knokles hver dag for at være klar med frokosten og mætte de mange medarbejdere hos KMD i Ballerup. Men maden skal ikke bare mætte og smage godt. Fazer Food, som har kantinedriften, vægter både sund og nærende mad højt men også det sociale ansvar, og derfor skal Fazer Food være en rummelig arbejdsplads. Sammen med det lokale jobcenter forsøger Fazer Food at finde plads til medarbejdere, der har brug for særlige vilkår. Fx har virksomheden positive erfaringer med at ansætte fleksjobbere.

Fazer Food henvendte sig for et par måneder siden til Jobcenter Ballerup for at høre, om jobcentret kunne hjælpe med at rekruttere nogle medarbejdere. De havde brug for nogle ekstra hænder i kantinerne hos it-virksomheden, KMD, i Ballerup, hvor Fazer Food bespiser godt 2.000 medarbejdere og gæster hver dag. Udover at beskæftige kokke, køkkenmedhjælpere og serviceringspersonale har Fazer Food også egen bager og konditor i Ballerup.

Virksomhedskonsulent Susse Lange fra Jobcenter Ballerup havde et møde og efterfølgende en god en dialog med kundechef Lars Lohmann, Fazer Food om deres behov og ønsker. De havde blandt andet  brug for hjælp til at gøre klar til servering af frokosten og efterfølgende til oprydning. Konsulent Susse Lange foreslog fleksjobordningen, fordi Fazer Food havde brug for deltidsansatte.

”Jeg kendte ikke så meget til ordningen, men det lød som en fleksibel og god løsning. Kunne vi så oveni købet få nogle stabile medarbejdere, der holdt lidt længere end et par måneder, fordi de arbejdstider, vi havde behov for, ikke er attraktiv for alle, ville det være perfekt for os, fortæller Lars Lohmann og tilføjer:

”Og det er da også kun en ekstra bonus, hvis vi så også kan hjælpe en fleksjobber ind på arbejdsmarkedet. Men det skal selvfølgelig være en medarbejder, der matcher vores behov.”

Det rigtige match er afgørende
”Det er afgørende for jobcentret, at der er et godt match mellem kandidaten og virksomheden, så både virksomhedens og kandidatens behov bliver tilgodeset. Nogle kandidater har dårlig ryg, mens andre kan have behov for ro under arbejdet. Derfor følger Jobcenter Ballerups virksomhedskonsulenter tingene helt til dørs og deltager fx gerne i jobinterviewet mellem virksomhed og kandidat,” fortæller Ina Stevenius Ringsdal, konstitueret jobcenterchef for Jobcenter Ballerup.

Efter mødet med Fazer Food gennemgik Susse Lange listen med ledige fleksjobbere og fandt tre, som matchede. Restaurantchef Kenneth Nielsen, der har det daglige ansvar for medarbejderne, inviterede de tre kandidater til jobsamtale.

”For mig er det vigtigste hos en ansøger indstillingen til arbejdet, så skal vi nok finde ud af det praktiske, hvis der er nogle fysiske begrænsninger,” siger Kenneth Nielsen, der er uddannet kok og har været ansat hos Fazer Food i tre år.

”Der ikke den store forskel for mig, om det er en fleksjobber eller en anden medarbejder – heller ikke administrativt. Tidligere var det bøvlet at have fleksjobbere, men i dag er det er super nemt,” fortæller Kenneth Nielsen.

Det er for hårdt at gå hjemme
Susanne Nielsen var en af de tre fleksjobbere, som kom til ansættelsessamtale hos Fazer Food. Og i dag kan hun ikke længere kalde sig ledig fleksjobber. Hun fik job.

”Jeg har været 100 år og en madpakke i branchen, og selvom jeg har været igennem forskellige sygdomsforløb, så er køkkenet min hjemmebane, også selvom jeg drøjer med nogle fysiske skavanker,” siger Susanne Nielsen.

Susanne Nielsen, der er årgang 1958, arbejder 20 timer om ugen. Hun møder kl. 10 og går hjem kl. 14. Sammen med en kollega har hun ansvaret for en af de mindre kantiner. Her sørger hun for, at frokosten står klar, at der bliver serveret og efterfølgende for oprydningen.

”Jeg nyder at komme hjemmefra og have kolleger. Selvom jeg har slidgigt i nakken og lidt andet at døje med, så vil jeg hellere ud på arbejdsmarkedet end at gå derhjemme. Jeg synes, at det er en fed arbejdsplads, og jeg er rigtig glad for det. Somme tider må min kollega sige til mig: Klokken er 14, nu skal du altså gå hjem,” fortæller en glad Susanne Nielsen.

Planlægning er vejen til succes
På spørgsmålet, om det ikke kræver ekstra af arbejdspladsen at kunne rumme fleksjobbere, er Kenneth Nielsen klar i mælet.

”Det handler om god planlægning, og det er uanset, hvilke medarbejdere du har. Men vi gør en del ud af, at lave en plan, så alle ved, hvad der forventes af den enkelte. Bedre starte med det, man helt sikkert kan magte, og så putte lidt flere opgaver på hen ad vejen. Det er vores interesse, at Susanne har det godt og ikke bliver udfordret og presset til kanten, for der er jo en grund til, at hun er på fleksjob,” fastslår restaurantchef Kenneth Nielsen.

Personligt har Kenneth Nielsen selv oplevet, hvad det kan betyde for en, der på grund af sygdom er blevet uarbejdsdygtig.

”Min far, som altid har arbejdet, mistede sit job på grund af sygdom. Han blev godkendt til et fleksjob, og det var fantastisk at se den forskel, det gjorde, da han fik job. Det betød så meget for ham, at han kunne yde sit bidrage til arbejdsmarkedet. Derfor glæder det mig lidt ekstra, når vi kan hjælpe andre fleksjobbere,” indrømmer Kenneth Nielsen og tilføjer:

”Og nu laver vi jo ikke en livstidskontrakt, vi er ikke bundet for tid og evighed. Ligesom med alle andre medarbejdere skal fleksjobberne leve op til aftaler, kemien skal være i orden, og så skal der selvfølgelig være et behov. Vi er jo en forretning, men vi vil gerne tage socialt ansvar.”